Skip to main content
Elbiler

“HVILKEN ELBIL SKAL JEG VÆLGE?”

By april 22, 2020januar 18th, 2021No Comments

Hvor skal man starte i jagten på en elbil? Elbilsmarkedet er stadig forholdsvis begrænset. Det betyder at der på nuværende tidspunkt ikke er så mange biler at følge med i. I vores liste af biler og deres lademuligheder, er der per april 2020, 55 biler. Dette inkluderer endda forskellige modeller af hver bil, og biler der endnu ikke er på markedet. Realistisk snakker vi måske mellem 20 og 30 biler at skulle forholde sig til.

Begynder vi at stille lidt krav til modellerne så som pris, rækkevidde, ladehastighed og udseende så kommer vi hurtigt ned på en håndfuld modeller. I den ene ende af spektret finder vi de “luksuriøse” modeller så som Porsche Taycan, Tesla Model S og Jaguar i-Pace. I den mere budgetvenlige ende finder vi blandt andet Nissan Leaf, Volkswagen eUp! og Renault Zoe.

Men dette spekter findes måske ikke rigtig. Hver af modellerne har sine fordele og ulemper. Hos LADOP er vi måske en smuuule farvet i vores udtalelser – vi kører trods alt alle Tesla, men vi har kørt og ejet andre elbiler før. Dog kan vi også godt dagdrømme om nogle af de andre modeller. Ikke desto mindre vil vi forsøge at komme med lidt anbefalinger og faldgruber i forbindelse med valget af din elbil.

Hvis prisen er afgørende – Billige elbiler

Det er svært at finde “billige” elbiler på det danske marked, som vi kender det fra normale biler, hvor mikroklassen føres an af VW Up, Kia Picanto og lignende, helt ned under 100.000 kroner. Vi skal næsten fordoble den pris før vi begynder at stifte bekendskab med de billigste elbiler – altså når vi snakker nypriser. En hurtig søgning på Autouncle viser dog, at brugte Renault Zoes kan købes fra omkring 70.000 kroner. Lille sidenote: Det kan være svært at navigerer rundt i elbiler på brugtmarkedet, da man ikke kan filtrere på rækkevidde, ladehastigheder og lignende. Her mangler vi at brugtvognsmarkedet modnes en smule.

Volkswagen koncernen er priskongerne lige nu på det danske elbilmarked. Med SEAT Mii Electric, Volkswagen eUp! og Skoda CITYGOe, kommer de ind med de billigste priser, startende fra omkring 150.000 kroner. Det er praktisk talt de samme biler – kører cirka 250 km på en opladning og maks 130 km/t. Det er en formidable bybil til de små ture, men vi vil ikke anbefale den som familiens primære bil grundet manglende rækkevidde og plads. 

Herefter kommer biler som Renault Zoe, Peugeot e208 og Opel Corsa-e. Her bevæger vi os dog væsentlig op i pris – her nærmer vi os de 250.000 med hastige skridt. Zoe har været på markedet siden 2012, og er derfor en af de tidligste og mest udbredte modeller på vejene. Som VW koncernens biler hører den også til i mikrobilsklassen uden plads til hele familien og oppakning. Seneste lanceringer står PSA koncernen for med Peugoet e208 og Opel Corsa-e. Især Peugeot’en har jeg en fidus til – tror den kommer til at sælge godt. 

Vi skal en smule længere op i pris, før vi for alvor finder biler, der sætter flueben i de fleste af vores kriterier til en elbil: god rækkevidde, plads og komfort.

Elbiler fra omkring 250.000 kroner

Her sker der meget på markedet i disse dage. Med lanceringen af Volkswagens ID.3 tror vi, at vi kommer til at se mange flere elbiler på de danske veje. På nuværende tidspunkt sælges deres eGolf, men denne bliver erstattet af ID.3 ganske snart. eGolf kan derfor købes billigt i øjeblikket – men vi vil nok anbefale at vente en smule og se ID.3 an, når den kommer på markedet. I dette prisleje finder vi dog allerede gode og praktiske biler i form af Hyundai Ionic og Kona samt Kia e-Niro. Hos LADOP har vi kørt dem alle sammen og endda ejet en enkelt af dem – de kan sagtens anbefales, og de billigste modeller kører omkring 290 km på en ladning. Her er det selvfølgelig muligt at købe de større batteripakker som giver op mod 450 km. I samme klasse finder vi Nissan Leaf – født og opvokset som elbil. Faktisk også en af de bedstsælgende elbil i Europa i 2019 – Kun overgået af henholdsvis Tesla Model 3 og Renault Zoe. Med en stor opdatering af bilen i 2018 skete der for alvor noget. Den blev meget pænere, friskere, fik nye sikkerhedssystemer og bedre motor – også en nem anbefaling herfra.

En af de elbiler der har været her længst er BMWs i3. Den er efterhånden godt gennemtestet og et sikkert valg. Det er dog en noget anderledes størrelse – meget smal, dog rimelig høj og med usædvanlige smalle dæk. Læg dertil “Suicide Doors”, altså en fordør der åbner mod bagenden og bagdøre der åbner mod forenden, og muligheden for en benzingenerator der kan levere strøm til motoren – så har du en noget usædvanlig bil.
Dette segment af elbilsmarkedet arbejdes der på højtryk på i øjeblikket. Nytilkommere er Volkswagen ID.3, Peugeot e208 og e2008, Opel Corsa-e og to biler jeg glæder mig til at se: SEAT el-Born og Honda E. Der sker derfor meget på denne front, og samtlige bilfabrikanter løfter løbende sløret for nye modeller – så stay tuned!

Elbiler fra omkring 400.000 kroner

Her kommer Tesla på banen med deres Model 3 og snart deres Model Y, som vi ser meget frem til. Startende fra omkring 380.000 kroner for deres Standard Range+, til den topudstyret Performance model til omkring 500.000. Her er der BANG-FOR-THE-BUCK. Vi snakker fra 0-100 km/t på lidt over 3 sekunder og en rækkevidde på op til 530 kilometer. Vi kan altså ikke længere snakke om for kort rækkevidde, og opsætning der ikke er optimeret som elbil. I kabinen finder du det minimalistiske setup, i form af kun én skærm…. Og det er det. Alt information omkring din kørsel, rækkevidde, speedometer, navigation og endda Netflix findes her. Den er født elektrisk og det fornemmer man. Derfor et sikkert valg og anbefaling herfra. Bonusinfo: det blev årets bil i Danmark i 2020.

Det skal siges at biler som den kommende ID.3 og Kia e-Niro sniger sig op mod 400.000 når der vælges større batteri og mere udstyr. I den klasse konkurrerer de altså med kongen af elbiler i øjeblikket; Tesla.
I denne prisklasse kan vi forvente selskab af Mercedes EQA, Nissan Ariya og formentlig en stor-seller i Volkswagen ID.4.

Elbiler fra 600.000 og op

Okay…. Du har lige lidt ekstra at bruge på en bil – altså en hel del ekstra og går efter topklassen inden for elbiler. Her finder vi spændende modeller som Tesla Model S og X, Jaguar I-Pace, Porsche Taycan, Audi e-tron, Mercedes EQC og andre mere eksotiske biler.
Heller ikke i denne klasse, kommer vi udenom Tesla. Alle nye biler på markedet bliver hurtigt sammenlignet med Model S – og med god grund. Den kan køre 600 kilometer og 0-100 på 2,5 sekunder – på papiret en vanvittig bil. Tesla er dog ikke uden fejl – de er ikke berømte for deres byggekvalitet og finesse. Det er dog stille og roligt, ved at komme efter det. Her kunne de lære noget af velsmurte tyske fabrikanter som Audi og Mercedes. Deres e-tron og EQC har lækre kabiner dog mere traditionelt bygget op. De giver dog lidt mindre rækkevidde på omkring 480 km. De har til gengæld et væld af nye modeller på vej inden for de kommende år!

Vi lister os forholdsvis nemt over en Jaguar I-Pace. Den er flot og med gode britiske detaljer og finesse. Der er dog en smule for jaguaren op til toppen, for en bil til over 600.000 bør kunne lade med mere end 7 kw i hjemmet og køre mere end 410 km – men til gengæld er det en Jaguar.
Porsche indtog elbilsmarkedet med deres Taycan. En vanvittig flot bil, hvis du spørger mig. Med priser der starter fra 1 million og ikke stopper før på den anden side af 2 millioner så forbliver det en dagdrøm her. Når det kommer til performance, får man reelt det samme ud af en Tesla til halv pris. MEN… du får ikke det lækre finish og tysk håndværk i en Tesla.
Begynder man og skulle “vælge side” her bliver det en diskussionsklub uden lige, som man kender det fra Apples iOS vs Googles Android.

Hvilken elbil skal jeg så vælge?

Som du nok kan fornemme, så er der flere modeller at vælge imellem i hver prisklasse. De har alle forskellige gode argumenter for at skulle vælge dem. Nogle slår på pris, andre på rækkevidde og nogle andre på komfort og finish. Lav derfor en liste over, hvad du har af ønsker til en bil – hvor langt kører du dagligt, hvor mange skal med i bilen, hvilke lademuligheder har du hjemme osv. Vi rådgiver og diskuterer gerne valg af elbiler i chatten – så hvad venter du på?! Der er gode muligheder på markedet og der kommer kun flere til.

Alle der kigger på ny bil i 2020 og frem bør købe en elbil – punktum. Udbuddet er blevet så godt og fordelene bliver kun flere og flere.

Når den nye elbil så er på vej – så har vi den rette ladeløsning til dig.

Tjek din pris